Café Kajkanten har allerede sagt goddag til de første sæsongæster
– og Den Blå Kutter gør det i ferieperioden

Hilding Hvid tager imod i den hyggelige Gjerrild Kro med varm kaffe på kanden.
Om et par timer skal han afsted til Café Kajkanten, hvor repræsentanter fra Destination Djursland og Visit Aarhus på en rundtur lander til eftermiddagskaffe.
”Og så skal de have kaj(kants)kager,” fortæller Hilding ved det lille bord i krostuen.

To tilbud til havnens sommergæster
Gjerrild Kro er den primære del af forretningen, som i sommerperioden suppleres af Café Kajkanten og Den Blå Kutter på Bønnerup Havn.
Med mange mennesker på havnen ved sæsonåbningen af Café Kajkanten i de flotte påskedage ser Hilding frem til sommeren.
Han krydser fingre for, at solen også i år viser sin gode samarbejdsvilje.
Forpagteren af Den Blå Kutter stoppede til februar, og lokalerne er siden gjort i stand til nyt rykind.
”Logistikken passer godt med Café Kajkanten, så derfor har vi nu valgt selv at passe Den Blå Kutter.
Kajkanten fungerer fint til frokostgæsterne, så planen er at lave aftenrestaurant på kutteren i ferieperioden.”
Den øvrige del af året skal lokalerne supplere kroen og bruges til selskaber.
”Der er allerede nu mulighed for at booke Den Blå Kutter.”

Havnen skal stå sammen
Den ældste datter, Sabina, er tovholder på Café Kajkanten.
”Hun og jeg får i maj besøg af Food Organisation of Denmark, hvor vi ved fælles hjælp forsøger at komponere et par nye signaturretter af råvarer fra lokalområdet. ”
Hilding er stærk fortaler for at tænke økosystem på Bønnerup Havn og bruge hinanden mest muligt.
”Hver gang en catering bil leverer varer, får andre profit af det. Vi har måske ikke altid været gode nok til at tænke sådan, men det er til alles bedste, at det går alle godt på havnen. Det gælder såvel handlende og spisesteder som fiskere, bådebygger og feriehusudlejere m.m.”
Således serverer Kajkanten udelukkende fisk, og råvarerne kommer fra havnens fiskemand.
Alt efter hvad fiskerne lander kan menukortet godt ændre sig lidt hen over sommeren.
”Vi kigger på, om der også er andet, vi kan købe lokalt.”

Musikanter er velkomne på kajkantscenen
Mens Den Blå Kutter holder åbent i feriesæsonen, er der liv i Kajkanten til og med efterårsferien i uge 42.
”Efter sommerferien er vind og vejr med til at afgøre, om vi måske lukker Kajkanten nogle af hverdagene, så åbningstiderne skifter lidt. Vi er lige nu ved at gøre hjemmesiden klar, så du der kan følge med i det.”
Det er med i overvejelserne at holde lidt mere åbent end hidtil.
”Lokalerne er for kolde til helårs åbent, men det kan godt være, at dørene er mere åbne i år.”
Nogle musikanter bankede på og spurgte, om de i påsken måtte spille på caféen.
”Hvis andre har lyst til at lufte instrumenterne, hører vi meget gerne fra jer. Bare I lige husker, at heavy rock og behov for alt for meget strøm nok er lige voldsomt nok til vores café og lystsejlerne rundt om den.”