Indehaveren af værftet er for mange lige så ukendt som manden bag havnens kulørte fiskekasser

Tekst og foto: Mogens Greve

Visuelt er fiskerierhvervet med sin autentisk arbejdsplads en væsentlig del af oplevelsen for Bønnerup Havns mange besøgende.
At kigge ned i en kasse friske fisk på et fiskerskib tåler sammenligning med de bedste af Djurslands mange gratis naturoplevelser.
–
Skibstømreren udgør også en væsentlig del af havnens DNA.
Arbejdspladsen lever dog et noget mindre synligt liv på havnen.
Det er tungt arbejde, og sikkerheden er i højsædet.
–

I en stille stund

Indehaver af Bønnerup Strand Skibs- og Bådebyggeri ApS, skibstømrer Mikael Brøgger, er den travle og bestemte mand, du nogle gange ser de øvrige arbejdere stoppe op og lytte til.
Og ham, der på havnen triller afsted med et eller andet tungt efter traktoren – inden han er væk igen.
–
Du skal møde Mikael i en stille stund, eksempelvis over en kop kaffe i værftets opholdsrum, før lidt af sløret løftes for en person og en far med holdninger, indsigt, forståelse og temperament – og bagagen fuld af erfaringer og oplevelser.
Mikael er født i Grenaa og flyttede som 17-årig med forældrene til Bønnerup, hvor hans far var født og opvokset.
–
Faderen var fisker og fiskehandler.
”Jeg kom i lære på værftet her i Bønnerup i 1987,” fortæller han.
Efter læretiden forsvandt den ambitiøse skibstømrer ud i den store verden.
”Jeg flyttede til Bønnerup igen, da jeg 14. juni for 19 år siden overtog værftet.”
–

Travl familiefar

På grund af børnene, 12-årige Nikolaie og 16-årige Anton, er der skruet ned for de tidligere 16-timer lange arbejdsdage.
”Nu kører jeg hjem ved 16-17-tiden, hvor børn, skolearbejde og madpakker m.m. kalder.”
Og Mikael misunder ikke nutidens vilkår for børn og unge.
–
”Meget var nemmere, dengang jeg som 12-årig sejlede ud fra Grenaa i en fladbundet pram for at sætte garn sammen med en kammerat. Mine børn har intet prøvet og skal alligevel allerede nu fortælle i skolen, hvad de vil være.”
Han siger, at man amputerer noget af de unge.
–
”Hjemme ved os er det aldrig til diskussion, hvem der lægger vasketøjet sammen, når far har stået for aftensmaden.”
Sådan er det ikke i alle hjem.
”Jeg skal nok være glad for at have to drenge og ikke en 16-årig teenagedatter, der også gerne diskuterer vasketøj. Drenge kan bedre acceptere den store, grå abe, der giver besked og bestemmer.”
–

Verden kaldte på forkælet skibsbygger

På værftet er Mikael chef for fire ansatte med baggrunde som snedker, tømrer, tillært smed og ufaglært maler/sandblæser/kloakmand.
”I dag er man ikke specialiseret som tidligere. En værftsarbejder er nødt til at være alsidig og kunne lave både træ og metal.”
–
Netop alsidigheden blev et af Mikaels kendetegn, efter at han som færdig skibstømrer først fiskede i en kort periode, inden han rejste ud i verden for at bygge skibe.
–
”Jeg har været alle steder – med undtagelse af det amerikanske kontinent, og gjorde typisk et projekt færdigt, inden jeg rejste videre. Jeg var ufattelig forkælet og blev betalt for at rejse fra det ene sted til det andet.”
–

Sagde op på samlebånd

I 1994 kom Mikael for første gang til Hvide Sande Shipyard.
”Det var et fedt sted med store projekter, hvor du fik lov til at arbejde med alt.”
Han havde dog også en stor udlængsel og var der ikke så længe ad gangen.
–
”Jeg var selv overbevist om at være gudsbenådet håndværker, og når udlængslen blev for stor, sagde jeg op og rejste ud i verden til andre opgaver.”
I perioden 1994-2001 blev det til et større antal ansættelser på værftet i Hvide Sande, der flere gange ringede til Mikael i udlandet med et vink om et job.
–
”Jeg vendte så tilbage til Hvide Sande, larmede måske lidt mere end de andre, sagde op – og rejste ud igen. Kontordamen siger, at ingen andre har haft så mange ansættelsesaftaler ved dem.”
Og på trods af det har Mikael i dag det allerbedste forhold til værftet og ledelsen.