Bestyrelsen samler op, på året der er gået og siger tak for 2022
Vi nærmer os slutningen af året 2022. Dette år var det år, hvor vi næsten var tilbage, ved det vi kendte inden Corona, nedlukninger mm.
Og dog, for efteråret bød på andre tider, for alle i verden.
Fonden Bønnerup Fiskeri-og Lystbådehavn står for at drive Bønnerup Havn. Nogle vil mene, det skal bare kunne køre rundt, og nogle ved også, at der skal være penge til de uforudsete udgifter, der dukker op med jævne mellemrum på en havn.
Der var i foråret nedsat en arbejdsgruppe, der havde en opgave med at lave tegninger, planer for en opbyggelse af lystbådehavnen ved at inddrage lodshavnen til lystbådehavn.
Da sommeren nærmede sig, havde Lars kun et par både på venteliste, dem var han i kontakt med, nogle stod på venteliste i flere havne, nogle havde endnu ikke købt båd, dvs. de ikke viste størrelsen på den båd, som de måske skulle have en plads til. Pt. Er der 6 på ventelisten og det er 2-3 meters pladser. Holdningen er stadig, vi siger ikke nej til nogen, der ønsker at have en plads i Bønnerup Havn. Der vil altid kunne findes en midlertidig plads.
Det satte udvidelsen på stand by, derefter kom forslag om, at udvidelsen kunne laves ved at slå pæle i bassinet langs kajen ved p-pladsen/fiskebutikken, vanddybden mm. Det er bedre for større skibe og benyttes i forvejen.
Vi er som bestyrelse altid nød til at overveje investeringer. Kan vi evt. gøre det billigere, samt flytte rundt på noget.
Projektet er ikke lagt på hylden, det er vigtigt at nævne, men 2022 var ikke året, vi mente, denne investering skulle laves.
I foråret fandt bestyrelsen ud af at kørepladerne på molerne havde rykket sig og der var mellemrum mellem pladerne. Der skulle fyldes efter med sten, og kørepladerne var underminerede på østsiden. Der var ikke blevet kørt sten på i 8 år, så der opstod et stort arbejde der ikke kunne vente, men også en stor udgift. Vi har nu fået efterfyldt Vestre mole, en udgift på ca. 200.000.- kr.
Kørepladerne på Østre mole er sikret, samt molehovedet er efterfyldt med sten. Begge projekter var/er ikke noget der kunne vente, men da udgiften er så stor, venter vi med efterfyldningen af Øst molen til start 2023.
STRØM, MÅLERE OG FORBRUG
Vi havde i starten af året udfordringer mht. betaling af strøm, bimålere, hvem der skulle betale og hvem der mente, de ikke skulle. Det blev vedtaget, at alle skulle have bimålere på, disse skulle kunne aflæses og monteres ude. Det har vi haft mange klager over, specielt at der var nogle, der ikke havde målere på, – ”hvis naboen ikke betaler så gør jeg heller ikke”.
En samlet bestyrelse vedtog, at investere i de nye BEAS strømstandere hvor man køber strømkort. Lars, Morten og Mats har derefter noteret dem, der havde strømstik i og dem der afleverede deres bimålere fik en regning på deres forbrug. Dem der havde ledning i land, fik en regning tilsvarende med en båd i samme størrelse med bimåler.
Elektrikeren har knoklet på for at få strømstanderne monteret over alt på havnen og er ved at være færdig. Det er ALLE, der skal betale for den strøm, de bruger. Det gælder erhvervslejemålene, fiskere, fastliggere og autocamperne – Alle.
Da strøm priserne tog deres himmelflugt i august betalte brugerne 2,95 kr. pr.kw på Bønnerup Havn. Vi afvententede lidt, men i september kunne vi se, at vi havde strømudgifter på Bønnerup Havn i august 2022 for lidt over 230.000.- kr. September viste det samme billede. Derefter måtte vi sætte strømpriserne op. I august og september måned satte vi penge til på salg af strøm, og brugerne har i disse måneder købt billig strøm.
Prisen på skæl-is er også sat op. Skæl-is det er den is fiskerne og fiskehandlerne køber til deres fisk. Alene strømudgiften i isværket var ca. 32.000.- i august måned og derfor laves der prisregulering.
Vi ved ikke, hvornår prisen falder, men vi kommer til at regulere mere løbende. Der var engang, hvor vi en gang om året satte taksterne og det var dét. Men vi er nødt til at regulere efter de faktiske el priser. Både op og ned. Vi skal have det til at løbe rundt. Når det er en Fond, er der ikke nogen der kommer og smider penge efter os, når kassen er tom.
For at holde udgifterne nede har vi valgt at slukke for så meget af lyset i toiletbygningen, så det kun er handicaptoilettet og baderummene der er åbne. Planen var ellers at holde mere at bygningen åben pga. der altid er mange mennesker på havnen. Men for at holde udgifterne nede så holder vi det på et minimum. Toiletterne ved Det Maritime Hus er også åbne.
Fællesbygningen er skruet ned på 18 grader. Køleskabe er slukket.
Der skal være lys på havnen og på molerne. Men vi forsøger, at skære ned på alt vi kan.
Har du ideer mm. hvor vi kan spare mere? – så henvend dig endelig.
SLÆBESTEDET, VEDLIGEHOLDELSER OG SAMARBEJDE
Vi fik i foråret lavet nyt slæbested, det projekt havde været længe undervejs. Rasmus Jacobsen stod for udarbejdelse af projektet, og efterfulgt har der været lidt små rettelser af arealet omkring slæbestedet. Slæbestedet stod færdig før påsken og er flittigt blevet brugt i år.
Vi fik malet fælleshuset og Det Maritime Hus, det var tiltrængt og står nu flot de næste par år. Til foråret er det grejhusenes tur.
Det Maritime Hus og Fonden Bønnerup Havn har indgået et samarbejde, som alle er glade for. I den kommende tid kommer vi til at arbejde videre med planerne. Fonden Bønnerup Havn glæder sig til at fortsætte det gode samarbejde.
Fonden har lejet to erhvervslejemål ud i år, og vi håber der kommer flere muligheder for at udleje nogle af de tomme lokaler, der er på havnen.
Bønnerup Havn trængte til at blive uddybet, der skal være en vis dybde i sejlrenden mm. Dette blev udarbejdet før sommer. Behovet opstår igen, da vi jo kæmper med storme, sand og vand.
PERSONALENYT
I foråret ansatte Fonden Bønnerup Havn Mats. Mats har tidligere arbejdet for Grenaa Havn, sammen med Lars og Morten. De samarbejder nu på Bønnerup Havn og det er stadig Lars der er driftansvarlig på Bønnerup Havn. Mats er på havnen mandag-onsdag-fredag og efter behov. Vi er på Fondens vegne glad for, at I har taget godt imod Mats.
Vi oplevede i 2022 få klager over rengøringen af toiletterne og badefaciliteterne på Bønnerup Havn. Toiletbygningen havde inden sommeren fået nye døre, og var blevet malet indenfor samt frisket op til sæsonen.
Havnefesten blev igen afholdt, den var længe ventet. 50-års jubilæum – Vi siger tillykke 😊 Det er altid dejlig at se havnen og byen festklædt.
2023 kommer til at byde på mange projekter ud over den daglige drift, bl.a. affaldshåndteringen på havnen, efterfyldning af Østre mole, Det Maritime Hus, muligheder for grøn omstilling og mange flere.
Vi takker alle vores samarbejdspartnere, brugere af Bønnerup Havn og gæster der besøger vores by og havn for året 2022 😊 Vi ses næste år.
God jul og godt nytår.
Bestyrelsen Fonden Bønnerup Havn.