Bæredygtighed på værftet handler i høj grad om indstilling og om det muliges kunst
Tekst og foto: Mogens Greve
Grøn omstilling er ikke ensbetydende med, at virksomheden ikke længere belaster miljøet.
Men fundamentalt handler det om at have holdningen til at ville bæredygtighed – og viljen til at prioritere bæredygtige løsninger.
Prioriterer bæredygtigheden
For indehaver af Bønnerup Strand Skibs- og Bådebyggeri ApS, Mikael Brøgger, har miljø og bæredygtighed høj prioritet både på arbejdspladsen og privat.
”Jeg kunne ikke drømme om at købe en teflonpande og bruger gerne ekstra tid på at gøre støbejernspanden ren,” fortæller Mikael.
”Alle ved også, at det er helt galt at kunne sælge kyllinger til 20 kroner stykket. Hvis vi opfører os ordentligt, koster en kylling fem gange mere, og det betaler jeg gerne.”
Havens hjemmedyrkede grøntsager og krydderurter går også fint hånd i hånd med den bæredygtige indstilling.
Snak gør ingen forskel
”Jeg kommer en del ud og møder akademikerne med alle de rigtige holdninger.”
Men for Mikael er det ikke nok at have ordene.
Han siger, at de ikke skal handle økologisk i Netto – men selv dyrke grøntsagerne og få beskidte fingre.
”Jeg orker ikke at høre på folk, der snakker om det – og ikke gør noget. Jeg lever mit liv på den måde, som de kun snakker om.”
Børnene på 12 og 16 år vokser således op samme med en far, der både er god til at snakke – og til at handle på det.
”Vi går i haven sammen – eller tager på ture. Og jeg savner i den grad de gamle togkupéer med plads til seks i hver. Du nåede at lære de øvrige at kende, og nogle gange endte vi endda med at sidde og spille et eller andet sammen. I dag sidder vi hver for sig i ét stort rum og ænser knap hinanden.”
Har udviklet bæredygtigt træhus
Mikael siger ikke, at værftet i Bønnerup ikke belaster miljøet.
Men han tænker bæredygtighed som det muliges kunst – og fyrer eksempelvis med bioolie.
Og han tænker på andet end skibe.
”I tiden op til finanskrisen var vi godt i gang med at etablere en industriafdeling med lidt specialmaskiner. Men det hele døde i løbet af et par måneder, og siden er vi vendt tilbage til kerneområdet.”
Skabertrang og miljøhensyn er dog igen begyndt også at trække fokus i andre retninger, hvilket du ved selvsyn kan konstatere på pladsen foran porten til værftet.
På en trailer står et 28 m2 bæredygtigt, sort træhus bygget op om et træskelet.
”Det handler om ”simple living”. Huset overholder bygningsregulativet, er godt isoleret og billigt at varme op.”
Mikael erkender, at han nok er bedre til at bygge huse end til at reklamere for det.
”Du kan ikke købe huset her – men et tilsvarende – med de tilretninger og de farver, du ønsker. Det tager tre uger at lave det.”
For nogen er prisen måske næsten det allerbedste.
Et basishus koster 200.000 kroner – med køkken/bad og hårde hvidevarer kan den samlede pris holdes på under 250.000 kroner.