Den uudtømmelige kvote af fortællinger om livet i Bønnerup skal fremover udnyttes endnu bedre
Som der landes sprællevende fisk på Bønnerup Havn, vil havnen nu også året rundt ”lande” gode og sprællevende historier om alt det, der året igennem sker på og omkring havnen.
Baggrunden er, at Bønnerup Havn i en tid med mediebilledet under stor forandring oplever, at de lokale medier stadig sjældnere henvender sig om havnens gode historier.
”I stedet for at sætte os ned og føle os forbigået, gør vi selv noget for at fortælle om alt det gode her i byen og ikke mindst på havneområdet,” fortæller butikschef i NY FORM Bønnerup Strand, Pia Christensen.
Hun og Jørgen Brok Nielsen fra bestyrelsen i Fonden Bønnerup Fiskeri- og Lystbådehavn udgør sammen med havnefoged Niels Erik Nørgaard markedsføringsudvalget for Bønnerup Havn.
”Vi kan ikke gøre alt fra dag ét, men nu laver vi en årsplan og går nye veje.”
Fællesskabets uundværlige brikker
Skibsværftet, havnen, butikkerne, spise- og overnatningsstederne, fiskerne og Det Maritime Hus er blot et lille udpluk af indgangsvinkler til et overflødighedshorn af fortællinger om et unikt havne- og feriemiljø.
”Det skal være en oplevelse af komme til Bønnerup. Ved at vi alle har fokus på at synliggøre vores egne gode historier, er jeg sikker på, at vi også kommer endnu tættere på de besøgende og giver dem endnu mere lyst til at tilbringe endnu mere tid her.”
Mens Pia fortsat har sin egen butik at tænke på, er hun også meget bevidst om, at service, nærhed og ikke mindst oplevelser er opskriften på fortsat positiv udvikling af lokalområdet.
”Udsigten til gode oplevelser får folk fra både nær og fjern til at komme her. Jeg misunder ikke fiskemandens, Brugsens og andres store omsætning. Tværtimod. Deres gode kunder bliver også mine – og mine også deres, når vi hver især ser os selv som fællesskabets uundværlige brikker.”
Bønnerup skal løfte i flok
Også uden for turistsæsonen sker der meget på havnen, og hjemmesiden bliver omdrejningspunktet for den løbende formidling hen over året.
Jørgen Brok Nielsen fortæller, at man fra 2019 desuden gør mere systematisk brug af Facebook.
”Markedsføringsudvalget har som mål at udbrede forståelsen for at løfte i flok, og vi vil i den kommende tid tage en snak med havnens forskellige aktører og fortælle nærmere om vores tanker og initiativer,” siger han.
For yderligere at understrege betydningen af at stå sammen i lokalområdet, tilbyder udvalget hjælp til at få fortalt endnu flere af sine egne gode historier.
”Vi har i et vist omfang mulighed for at være bindeled til at få journalistisk bearbejdede artikler og omtaler til en god pris, og vi tager gerne en snak med hver enkelt om ønsker, idéer og behov.”